Vi har brug for at mærke tryghed i vores parforhold.
Når vi mærker tryghed, er vi i ro, i balance, kreative, glade, engagerede og nærværende.
Når vi mærker utryghed, skaber det uro i vores indre nervesystem, og vi bliver i dårligt humør, og det skaber distance og fravær.
Tilknytningsteoriens budskab er, at vores nærmeste relation er vores beskyttelse i livet (Sue Johnson). Når vi erfarer, at det menneske vi er allertættest på, vores partner, er fraværende, ikke tilgængelig eller ikke reagerer på en måde, som skaber tryghed i os, konfronteres vi med oplevelser af at være triste, vrede, utrygge og måske hjælpeløse.
Det der sker er, at vores indbyggede alarmberedskab i hjernen aktiveres, når vi føler os truet på vores overlevelse. Og når vi er i den tilstand, har vi svært ved at tænke rationelt. I stedet bliver vi overvældet af vores følelser og vores egne følelser bliver til vores sandhed om os selv og om vores partner! Det er her mange beskriver, at vi kommunikerer med ”du er altid fraværende”, eller ”du er altid sur” eller ”jeg orker dig snart ikke mere”. Al kommunikation bliver sort-hvid og unuanceret og vi er kun i stand til at mærke egne behov.
Denne tilstand skaber grobund for mange og svære konflikter med hinanden. Det er her, vi enten trækker os fra hinanden i et forsøg på at berolige os selv eller bliver omklamrende i et forsøg på at få trøst og opmærksomhed fra vores partner.
Men vores partner kan ikke høre vores budskab, fordi vi får det viklet ind i kritik eller i fravær af kommunikation.
Her kan parterapi hjælpe med at få løsnet op for hårdknuderne. I kan få hjælp til at udtrykke de følelser, der er på indersiden. Den frygt, bekymring, uro der måtte være inde i din krop, i dine tanker og i dine følelser.
Når vi mærker utryghed og frygt i relationen til det menneske, vi danner par med, er der ofte andre ord på indersiden, som vi blot ikke selv formår eller tør at sætte ord på. Ord som ” jeg har brug for dig”, ” jeg savner dig”, ” jeg er bange for at miste dig”, ” vær hos mig”. – men de kommer til udtryk gennem at jeg trækker mig eller omklamrer det andet menneske – hvilket skaber støj.
Når vi får hjælp til at tale fra det sted inde i os selv, sker der altid noget ved det andet menneske. At tale fra indersiden af os selv, skaber medfølelse, nærvær, positive følelser og vækker trangen til at række ud. Det er i sig selv ganske forvandlende.