Nogle gange møder jeg mennesker, som står midt i mørket og ikke kan finde lys. De leder efter en stikkontakt, et stearinlys, en glød – et eller andet der bryder deres mørke. Men de kan ikke finde det. Ikke af dem selv. De søger efter hjælp.
Sådan et menneske mødte jeg for nylig. Han hedder Per, og jeg må gerne dele lidt af hans fortælling.
Han opsøgte mig, fordi han stod i et eksistentielt mørke, og han kunne ikke selv finde lys. Det der lys for enden af tunnellen, som er så fortærsket et udtryk. Han havde mistet så meget i sit liv. Hans kone var død af kræft for kort tiden siden. Et af deres børn havde de mistet for et par år siden i en trafikulykke. Der var meget sorg i hans liv.
Sorg er ikke en sygdom. Sorg er ikke noget, der kan eller skal fjernes. Det var heller ikke derfor, at han var kommet. Han vidste, hvad han havde brug for. Han havde brug for et gelænder fortalte han, og det gelænder skulle være mig. Et gelænder som man kan holde fast i, så man ikke falder; et gelænder som står solidt fast og ikke vakler. Han vidste, at jeg havde mange års erfaring med at samtale med mennesker, der har mistet. Han havde tillid til, at jeg kunne bære med på hans sorg også.
Det jeg kunne tilbyde ham som hans ”gelænder” var min erfaring og min viden om sorg, og med det i min rygsæk ville jeg gerne være hans gelænder; et stedfortrædende håb for ham, der ikke selv kunne få øje på noget lys i hans liv. Min rolle blev og er fortsat at hviske ham i øret, at vi sammen må stole på, at det vil lysne for ham igen. Sammen øve os i det, der er et af tilværelsens smukkeste ord: tillid.
Tillid til at sorgen ikke fortsætter med samme intensitet som nu; tillid til at der vil komme lysstråler ind i hans liv igen; tillid til at glæden på et tidspunkt stille og roligt kan titte frem igen.