3 trin til at arbejde med din skam ( Brené Brown)

Af Lisbeth Ryelund 

1.Genkend og forstå skam

Kroppen:

Det første element er at opdage, hvordan skam føles i din krop. Kroppen vil nemlig typisk reagere på skam, før du bliver bevidst om, hvad der sker. Et eksempel på at kroppen reagerer er, at mange rødmer, når de skammer sig over noget. Eftersom vores følelser sidder i vores krop, er det derfor godt at blive bevidst om, hvordan man sanser skam i kroppen. Ret din opmærksomhed mod

1)Hvor i kroppen sidder min skam?

 Identitet:

Skam er at føle sig forkert. Men forkert i forhold til hvad?

Skam handler altså om, at du ikke er den, du ville ønske i en given situation. Derfor hænger skam sammen med din identitet og selvopfattelse.

Brene Brown nævner 12 områder som de skamfulde følelser typisk er forbundet til:

•                         Krop og udseende

•                         Moderskab (graviditet, fødsel osv.)

•                         Familie

•                         Forældreskab (opdragelse osv.)

•                         Penge og karriere

•                         Psykisk og fysisk helbred

•                         Sex

•                         Alderdom og blive ældre

•                         Religion

•                         At blive set som en bestemt type (fx den ”dumme”).

•                         At sige sin mening

•                         Traumer

Lad mig illustrere med et par eksempler:

Nogle oplever skam, hvis de stiller et spørgsmål i en gruppe og nogle griner af dem. Det kan vække en skam i forhold til ikke at være dygtig nok, ikke at være tjekket nok, en frygt for at blive frosset ud af gruppen eller set ned på.

Et andet eksempel kan være at man opdager at man lugter af sved, og man sidder et sted eller sammen med nogen, hvor man gerne vil opfattes som et tjekket menneske.

Et tredje eksempel er den forælder, som gerne vil kendes for at være en forælder, der altid taler pænt til sine børn, og så kommer til at råbe af barnet på gaden, hvor andre hører det.

Det interessante ved skam er, at når vi skjuler den, vokser den. Men når vi sætter ord på den, siger det højt, forsvinder den. I det øjeblik du siger det du skammer dig over højt, står du ved den person du er, og det kan skammen ikke lide. Skam trives bedst i det skjulte!

2. Bevidsthed og opmærksomhed

Bevidsthed om hvad du skammer dig over, gør dig stærkere og mere modstandsdygtig, når den dukker op.

Der er 3 elementer i at udvikle din bevidsthed om skam:

•                         Forstå konteksten. Se det store billede.

•                         Indse at du ikke er den eneste.

•                         Stil spørgsmål og del dine tanker.

Eksempel:

Når du skammer dig, zoomer du helt ind på dine fejl og mangler. Du kan ikke se det store billede. Du tror, det kun er dig, som har deller på maven og bumser på næsen.

Men hvis du zoomer ud, kan du se konteksten. Du ser at film, reklamer, sociale medier osv. skaber urealistiske kropsidealer, som ingen kan leve op til.

Du indser, at du ikke er den eneste, som har det svært med sin krop. Det er faktisk ganske normalt.

3. At række ud

Når du deler og bliver mødt med empati og forståelse, heler du din skam. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du tør at række ud til andre. Har du mennesker i dit netværk, som du er tryg ved? Kan du udvælge et eller flere mennesker, som du har lyst til at dele din sårbarhed og din skam med? Skam trives som nævnt bedst i det skjulte; så det at italesætte den overfor andre, vil du kunne tage broden af din skam og bedre håndtere den fremadrettet.

Husk, at alle kender til skam men langt fra alle tør italesætte den! Men det vi deler med andre, mister sin kraft over os.

Tør du sætte ord på, hvad du skammer dig over?
Hvem har du lyst til at dele det med?
Er du klar til også at høre om hans/hendes skam?